Midtfynsposten

Fjernvarmen
i Ringe stiger

Priser: Ringe Fjernvarmeselskab hører stadig til blandt landets værker der leverer den billigste varme
Ringe: Det lokale fjernvarmeselskab i Ringe bryster sig af at være blandt landets otte procent billigste fjernvarmeværker. Sådan vil det fortsat være, fastslår formand Flemming Frandsen.

Også selv om bestyrelsen har besluttet at hæve den variable pris med 60 kroner pr. MWh.

For en gennemsnitlig husstand med varmeudgifter for cirka 10.000 kroner om året, svarer det til en stigning på 900 kroner, oplyser Flemming Frandsen. Selv lægger han skylden over på stigende brændselsudgifter. Især naturgassen er steget meget i pris. Dertil kommer den udskældte NOX-afgift, der bliver femdoblet. På grund af pres fra en række større virksomheder bliver afgiften dog først indført fra 1. juli 2012.

Det kan derfor komme på tale at nedjustere den variable pris en anelse. Det vil bestyrelsen tage stilling til i marts, hvor endelige regnskab for 2011 foreligger, fortæller formanden.

Flemming Frandsen forudser yderligere stigninger som følge af regeringens energipolitik. Han kritiserer samtidig, at det kun er fjernvarmeselskaberne, og dermed deres kunder, der bliver pålagt den forhøjede NOX-afgift. Derimod slipper husstande med eget olie- eller gasfyr.

- Cirka 60 procent af al varme i Danmark kommer fra fjernvarmeselskaberne, mens de private tegner sig for 40 procent. Hvis alle var med til at betale regningen, ville den kun blive halvt så stor for den enkelte, argumenterer han.

Der er dog fjernvarmekunder, som får penge tilbage efter et mildt 2011. I alt har 1141 forbrugere udsigt til en samlet check på 1.156.0000 kroner. Til gengæld får 1287 husstande et samlet efterkrav på 1.073.000 kroner.

Da både december 2011 og januar 2012 har været noget mildere end normalt, har selskabet skønnet, at den enkelte andelshaver vil bruge samme mængde varme i 2012 som i 2011.

Kundeservice

Telefon: 63 15 15 15 · Fax: 65 93 00 56
E-mail: kundeservice@fynskemedier.dk

Åbningstider: Mandag-torsdag: Kl. 8.00 - 16.00 · Fredag: Kl. 8.00 - 15.00
Abonnementsrettelser til næste dag senest kl. 14 hverdagen før.
Rettelser, der modtages fredag efter kl. 14 træder først i kraft tirsdag.

Har du ikke fået avisen? Ring tlf. 63 15 15 15
Mandag-fredag: Kl. 7.00 - 10.00 Lørdage og søndage: Kl. 8.00 - 10.30