Log ind

Advokat vandt over kræften

  • Advokat vandt over kræften
    1 / 4
    Advokaten har sat sig til rette i sin egen chefstol i Advokatfirmaet Magdalena Hoch. Foto: Kurt Rasmussen
  • Advokat vandt over kræften
    2 / 4
    Den tidligere kræftpatient er klar til at kaste sig ud i et nyt eventyr som selvstændig i sit eget firma. Foto: Kurt Rasmussen
  • Advokat vandt over kræften
    3 / 4
    Der er kun gået ni måneder, efter Magdalena Hohnowska fik sin kræftdiagnose, til hun kan åbne døren til sin egen advokatvirksomhed. Foto: Kurt Rasmussen
  • Advokat vandt over kræften
    4 / 4
    Ved åbningsreceptionen 8. september er der kommet farver på væggene i Magdalena Hochnowskas advokatfirma. Foto: Kurt Rasmussen
Helbred

Efter en kræftdiagnose og en udmarvende behandling, er advokat Magdalena Hochnowska kommet ud i den anden ende og har startet sit eget advokatfirma - alt sammen inden for dette år

Ringe: - Jeg blev sendt tilbage til stenalderen, og min egen far, der er læge, havde svært ved at forholde sig til det, fortæller Magdalena Hochnowska ni måneder efter, hendes lys for en stund var blevet slukket.

Det skete, da hun fik konstateret kræft i lugtenerven i januar i år.

- Det er en yderst aggressiv og sjælden kræftform, og lægen sagde: "Nu slipper du alt, hvad du har i hænderne," husker Magdalena, der dengang var ansat som advokat i Advokatfirmaet Jess Aagaard.

Magdalena Hochnowska

1980: Født i Wroclaw, Polen. 1986: Flygter til Danmark med sin familie.

1998: Student.

2007: Cand.merc.jur.

2009: cand.jur.

2009-2017: Ansat som advokat

August 2017: Starter Advokatfirmaet Magdalena Hochnowska i Ringe

 

Omfattende behandling

Med ét var den 37-årige mor til tre uden arbejde og truet på livet af en alvorlig sygdom, der ikke var forsket meget i.

- Lægerne fortalte, at de måtte gå i gang med en gammeldags strålebehandling af ansigtet, og jeg fik at vide, at jeg ville få andengradsforbrændinger, at min hypofyse ville blive påvirket, og at jeg med meget stor sandsynlighed ville blive blind, og de sagde direkte til mig, "hvis det ikke virker, så er du færdig." Da var jeg ved at skide i bukserne af skræk, siger hun.

Jeg knaldede hovedet ind i væggen et par gange og sagde til mig selv, at det skete fandeme ikke

Magdalena Hochnowska

Men den polskfødte advokat, der kom til Danmark som seksårig, lod sig ikke så let slå ud.

- Jeg knaldede hovedet ind i væggen et par gange og sagde til mig selv, at det skete fandeme ikke, siger Magdalena med et meget overbevisende udtryk i øjnene.

Sammen med sin samlever, Flemming Witt, fik hun indrettet hjemmet i Tommerup med træningsfaciliteter, og familie og venner stod klar med praktisk hjælp, så hun kunne fokusere på den fysiske del af den gennemgribende behandling, der skulle til, for at få bugt med kræften.

- Hver eneste dag under mit kræftforløb trænede jeg i kælderen og løb op og ned ad bakker ude på vejene omkring Tommerup. Når jeg havde været til kemo - op og ned ad bakker. Når det gjorde ondt - op og ned ad bakker, og når jeg havde smerter - op på spinningcyklen, indtil jeg kunne mærke, at jeg blev sulten, for jeg havde fået at vide, at jeg skulle have kalorier ind for at kunne modstå kemobehandlingen, siger hun.

Ekstra gevinst

Og træningen viste sig at give ekstra bonus under behandlingsforløbet.

- Jeg havde fået udskrevet nærmest narkoberoligende piller, hvor man er væk i tre dage, men jeg har ikke haft brug for en eneste, og jeg skal være ærlig og sige, at i og med min far er læge, har jeg haft adgang til alt hokuspokus af lovlige midler, der findes, men jeg har ikke taget noget som helst under forløbet, siger hun.

Efter fem måneders kontrol på OUH fik hun den glædelige besked, at kræften var væk.

- Jeg var lidt skeptisk, da jeg blev erklæret rask. Det var jo nærmet sindssygt, og min læge sagde, det er et mirakel, at jeg ikke er forbrændt i ansigtet, og at jeg ikke har mistet mit syn, fortæller hun, mens hun hviler i den splinternye chefstol på Advokatfirmaet Magdalena Hoch i Ringe.

På vej mod nye sejre

For oplevelsen med kampen mod kræften blev starten på et nyt eventyr for Magdalena.

- De problemer, jeg så før, ser jeg anderledes i dag, og tanken om at åbne min egen virksomhed har ligget og ulmet i mange år. For mig er livet noget helt andet nu. Jeg gider ikke spilde min tid. Jeg kan ikke bruge min tid på arbejdsgivere nu i den branche, der er så resultatorienteret og benhård. Hvis jeg skulle starte ved en ny arbejdsgiver, skulle jeg ud at netværke, hente mine egne klienter og lægge nogle interessetimer om aftenen til foredrag og kurser, og så kan jeg lige så godt starte mit eget advokatfirma, siger hun meget bestemt, og læner sig ind over bordkanten.

- Nu har jeg åbnet mit eget advokatkontor, og jeg vil kæmpe med arme og ben for at få det til at fungere, men jeg ved også godt, hvad jeg står for, fordi jeg har været så meget igennem, lyder det fra Magdalena Hochnowska.

  • Af:

      Regler for kommentarer

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere