Børge Laasby Jensen, 65, har 50-års jubilæum hos Broby El på Marsk Billesvej. Det blev fejret ved en reception.
Brobyværk: Hvis du bor i Brobyområdet og på et tidspunkt inden for de seneste 50 år har haft bøvl med el-installationerne, så er der en god sandsynlighed for, at du har haft besøg af Børge Laasby Jensen.
I intet mindre end 50 år har han som elektriker betjent utallige kunder hos først Brobyværk Installationsforretning, senere Brobyværk El, Radio og TV og nu Broby El - samme firma under forskellige navne gennem fem årtier.
Som 15-årig startede han som arbejdsdreng, og efter et par måneder kom han i mesterlære. Og siden har det ene år taget det andet.
- Jeg ville gerne være smed eller elektriker. Dengang var der jo ikke så meget at vælge imellem. Og nu har jeg makket med det lige siden, griner han.
I starten var der ud over de almindelige husinstallationer også en masse mindre landbrug i kundekredsen, hvor det ofte var reparationer på roeskærere og malkemaskiner, det drejede sig om.
- Dengang havde vi også kun én bil at køre ud i. Så blev man sat af med sit værktøj, og så kunne man ellers bare vente, for der var ingen mobiltelefoner dengang. På den måde er meget bliver nemmere i dag. Til gengæld var der mere ro til arbejdet dengang. I dag handler det ofte mere om styring af varmepumper og den slags, fortæller Børge Laasby Jensen, som hver uge er i kontakt med en masse forskellige kunder.
- Jeg er ofte den, der tager mig af de små akutopgaver, og så sender jeg de andre ud på de større opgaver. Jeg kan rigtig godt lide, at der er stor afveksling, siger han.

- Dengang havde vi også kun én bil at køre ud i. Så blev man sat af med sit værktøj, og så kunne man ellers bare vente, for der var ingen mobiltelefoner dengang. På den måde er meget bliver nemmere i dag.
Alsidigt arbejde
Hos nogle kunder er han kommet gennem alle 50 år.
- For eksempel hos Brobygård, Arreskov Slot, Brobyværk Kro og hos købmanden. Man kommer jo også til at kende en masse i området gennem alle de år, siger han og tænker blandt andet tilbage på dengang, han fik konverteret Arreskov Slot fra vekselstrøm til jævnstrøm.
- Jeg kunne slet ikke forestille mig at sidde på et kontor. Jeg kan lide at komme ud og bruge mine hænder.
Efter et 50 år langt arbejdsliv er der mange sjove og spændende arbejdsopgaver at se tilbage på. Nogle mere utraditionelle end andre, fortæller Børge Laasby Jensen, som husker engang, han blev ringet op af en ældre herre fra plejehjemmet.
- Han sagde: "Børge, du plejer at kunne hjælpe mig med alt muligt. Kan du hjælpe mig med at skaffe en ny livrem? Min gamle er gået i stykker", fortæller jubilaren.
- Så jeg måtte holde ind ved Røde Kors og have fat i en stak livremme til ham og hans makker på plejehjemmet.
Drosler ned
Selv om Børge Laasby Jensen har rundet 65 år, er han endnu ikke klar til at tage afsked med arbejdsmarkedet. Men til nytår drosler han lidt ned, så i stedet for at arbejde fuld tid nøjes han med en tre-dages arbejdsuge.
- Min kone, Birte, er lige gået på efterløn, og så bliver det nemmere for os at tage nogle ture i sommerhuset, forklarer han.
Det udsædvanlige jubilæum blev fejret med en reception for venner, familie og samarbejdspartnere på Brobyværk Kro 29. november.
Hvordan har du det med at være midtpunkt?
- Det er ikke lige noget, der ligger til mig. Men jeg klarede det jo også, da jeg havde 25- og 40-års jubilæum, så det går nok, lød det optimistisk fra jubilaren inden den store dag.