"Smilets Lejr" med omkring 85 børn blev holdt på Vesterdal Efterskole i Nr. Åby fra 14. til 20. juli med et væld af aktiviteter.
Nr. Åby: Alle børn og unge har brug for gode oplevelser. Røde Kors Ferielejren er for de børn og unge, der på grund af økonomiske, sociale eller familiære forhold har et særligt behov for en ferieuge fyldt med gode oplevelser.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Røde Kors Midtfyn.
Formålet med ferielejren er at skabe et fællesskab, hvor alle deltagere har en værdi præcis, som de er. Ferielejrens kerneopgave er at give de deltagende børn en ferieuge fyldt med gode oplevelser, som de ellers ikke ville have fået. Her får børn og unge skulderklap, vilde oplevelser og nye venner i overflod - og dét giver minder for livet for alle, der deltager.
Børnene og de unge får ferieoplevelser som de kan fortælle om, når de igen skal i skole.
Smilets lejr
"Smilets Lejr" med omkring 85 børn placeret på Vesterdal Efterskole i Nr. Åby blev afviklet fra 14. til 20. juli. UngMoo lejren for unge i alderen 14-17 år foregik på Handberg Efterskole i Thyholm i dagene 7.-13. juli med 60 unge.
Lejrene blev ledet af Ungdommens Røde Kors, som i løbet af sommeren gennemfører 23 ferielejre. Der er frivillige hjælpere, et frivilligt køkkenhold og en frivillig lejrledelse.
Målet for lejrene er at give børn og unge en dejlig ferieuge med masser af opmærksomhed og oplevelser, som børnene kan leve højt på resten af året og fremover.
Røde Kors Midtfyn betaler for 25 børns og 5 unges deltagelse på lejrene. På Smilets lejr var der mange forskellige aktiviteter, for eksempel piratdag, superhelte-skole, trylleskole, eller der gennemføres OL eller rejser ud i verden på en helt særlig måde. Om eftermiddagen var der workshops blandt andet danseworkshop, stilleleg og robotværksted, rodeogris, bungee-run, forhindrings bane med mere.
Lejren startede på en søndag, hvor 86 børn blev budt velkommen. Dagen gik med hyggelige lær-hinanden-at-kende-lege, udpakning på værelserne, lækker mad og aftenunderholdning med sang og sjov.