18 cykelryttere fra Team Ringe blev lørdag formiddag sendt af sted mod Paris. Hele holdet har trænet sammen i flere måneder, med undtagelse af holdets nyeste medlem, som trådte til blot fire uger før start.
Ringe: Det var egentlig ikke meningen, at Lisbeth Mandrup skulle med Team Ringe til Paris. Men sådan blev det alligevel. Et afbud fire uger inden afgang betød nemlig, at der pludselig var plads på holdet.
- Hvis jeg kunne passe tøjet, måtte jeg komme med, griner hun inden turstarten - iført det røde Team Ringe-tøj.
Lørdag blev 18 ryttere og fire servicefolk sendt af sted mod Paris. Det foregik som traditionen tro fra Torvet i Ringe med pølser, brød og fadbamser.
53-årige Lisbeth Mandrup cykler normalvis i en klub kaldet "Finn Rundt". Hun bor i Odense, men arbejder i Ringe hos P.E. Andreasen, der skulle klistre Team Ringes service-biler ind i sponsor-reklamer. Så da hun hørte, at holdet manglede en rytter, sagde hun ja tak til at cykle med.
- Det bliver spændende at se, om man er i form. Mentalt er i jeg i hvert fald, slår Lisbeth Mandrup fast.
Det er dog ikke første gang, at Lisbeth Mandrup cykler til Paris. Hun cyklede nemlig med Team Ringe til Paris i 2015.
Passer på hinanden
Det er nu 13. gang, at Team Ringe sætter kursen mod den franske hovedstad. På syv dage skal rytterne tilbagelægge omkring 1200 kilometer. Den største udfordring bliver varmen, når de når længere sydpå, gætter formand Ole Andersen.
- Sidste år var der én, der fik solstik. Det håber vi ikke, sker i år, siger han og fortæller, at rytterne drikker seks-syv liter vand om dagen for ikke at blive dehydreret.
Han håber også, at rytterne, ligesom de to foregående år, kommer til Paris helt uden uheld.
- Vi kører i et fornuftigt tempo og passer på hinanden, siger han, hvilket familie og venner til de 18 ryttere formentlig sætter pris på.
Torvet var da også fyldt med mennesker, der stod klar til at vinke farvel til rytterne og ønske dem en god tur.
Lisbeth Mandrup havde taget sin mor og børn med.
- Jeg glæder mest til, hun kommer hjem igen, indrømmer moren, inden Lisbeth Mandrup og de 17 andre ryttere trillede over startlinjen på Algade og satte kurs mod Paris.