I det Herrens år 2019 er det præcis 250 år siden, at "hospitalet" i Hillerslev blev opført. I dag er der nok ikke mange, der forbinder den type bygninger med vore dages moderne hospitaler, men for den tid, hvor det blev bygget, har det været standarten.

I tiden efter reformationen i 1536 ophørte landets mange klostre med at eksistere, og dermed ophørte også meget af den fattighjælp, som klostre og kirker stod for. Den katolske kirke blev afskaffet, og i stedet indførte man den evangelisk-lutherske kirkeretning. Den nye kirke skulle som udgangspunkt ikke sørge for de fattige, men alene sikre, at folk levede et korrekt kristent liv, og at der blev prædiket og holdt gudstjenester i det ganske danske land på dansk. Dermed var der ingen hjælp til de fattige, syge og svage.

Hjælp til de fattige

Efterfølgende blev visse ordninger indført rundt om i landet, men en fælles indsats blev det aldrig til. Christian den 5. prøvede dog, og med den nye kongelov af 1668 blev det indført som krav, at der i alle landets sogne, skulle være hjælp til fattige. Dermed blev der opstillet indsamlingsbøsser i alle landets kirker, og kirkerne skulle endnu engang stå for hjælpen til samfundets udsatte. Disse mange indsamlingsbøsser kan stadig ses den dag i dag, og kirkebøssen i Hillerslev er et meget fint eksempel derpå.

I 1700- og 1800-tallet begyndte mange danske godser at tage sig af omsorgen for fattige, syge og gamle. Der blev opført "hospitaler" eller fattiggårde, som mange også vil kende dem som.

I Hillerslev oprettede herreskabet på Gelskov "Hillerslev Hospital", som blev indrettet med fire "lejligheder". Disse bestod af en lille stue og en alkove, og midt i huset var der fælles køkken og bryggers - faciliteter som alle husets beboere skulle dele. Selvom det var herreskabet på Gelskov der oprettede hospitalet, var det i praksis kirken, der administrerede det. Indsamling fra kirken gik til at holde bygningen stående, og donationer fra folk i sognet var ligeledes en vital del af det økonomiske grundlag for hospitalet.

Hjælpeprogrammer

Disse hospitaler viste sig efterhånden at være en uholdbar løsning, hvorfor flere kirkelige organisationer oprettede hjælpeprogrammer i midten af 1800-tallet. Først med Grundloven af 1849 kom der en central dansk forordning om hjælp til de svageste. Hjælpen var dog indrettet sådan, at sagde man ja til hjælp fra det offentlige, så mistede man samtidig alle sine basale rettigheder - herunder stemmeretten.

I 1891 blev der for første gang indført en national ydelse til ældre. Alderdomsunderstøttelsesloven sikrede, at danskere der var fyldt 60, kunne få en økonomisk understøttelse af staten.

Senere kom der sygekasselove, og udvidet fattiglove, der alle skulle hjælpe det svageste, men alle med den klausul, at man mistede basale rettigheder. Først med de store socialreformer i 1933, som blev indført som en del af Kanslergadeforliget, kom der central styring på hjælp til samfundets svageste, og denne gang var det hjælp, der ikke medførte tab af rettigheder. Kanslergadeforliget blev begyndelse på den velfærdsstat, vi kender i dag.

Selvom der er langt fra Hillerslev Hospital til Kanslergadeforliget, så vidner hospitalet om en tid med helt andre forhold, og vi kan kun glæde os over, at hospitalet i dag udgør en funktion som graverhus, og er så godt bevaret, at det kan stå mange år endnu.