I "Hovedstolen" skriver Christina Hesselholdt så fint og sanseligt om barndom og familie, at det er umuligt ikke at blive rørt. Flere steder i bogen føles det endda, som om forfatteren skriver om vores allesammens barndom. Hun har været inde i vores hoveder, da vi første gang gjorde noget, vi ikke måtte, og da vi lyttede ved døren for første gang.

I "Hovedstolen" retter forfatteren opmærksomheden mod den hårde oplevelse, det er for et barn, når kernefamilien splintres. Her sker det utænkelige, at far forlader familien: "Da han fortalte det, rejste der sig en mur i mit bryst. "Kan du da bedre lide hende end os?", spurgte jeg. "Jeg kan lide hende på en anden måde". "Hvilken måde?" (...) Min hund lå stille, den her formiddag lå hunden stille. Den gik ikke uroligt omkring. "Sådan så jeg gerne vil bo sammen med hende". "Neej, neej, neej", råbte jeg og så, at min far allerede sad på kanten af sin stol, og jeg skovlede sofahynderne hen over mig."

Hesselholdt og hovedstolen

Men der er også meget andet end skilsmisse i bogen. Der er f.eks. en farmor med bolsjeæsken fyldt med halvt færdigsuttede bolsjer. Der er følelsen af at forsøge at skrabe et nedtrådt "Shake"-tyggegummi af varm sommerasfalt. Der er mindet om "lang" rabarbergrød og oplevelsen af at sidde i sommerhaven med en balje i skødet og skrabe kartofler.

"Hovedstolen" fra 1998 gav forfatteren sit gennembrud. På bogomslaget står der "50 fiktioner om en barndom", og man siger gerne, med digteren Per Højholdts ord, at en forfatter ikke må "tage af hovestolen", dvs. ikke må blande sin egen historie ind i fiktionen. Da Christina Hesselholdt skrev "Hovedstolen" gjorde hun netop dét. I dag ser vi fortsat gode eksempler på, at forfattere låner af deres egne erindringer og bruger dem som romanstilladser, f.eks. hos Leonora Christina Skov i "Den, der lever stille" og Knud Romer i "Den som blinker er bange for døden".