I Ryslinge Højskoles foredragssal er et smukt vægmaleri. Det forestiller nogle unge mennesker omkring en kilde og et træ.

Der sker noget i billedet: Til venstre går en ung mand. Han er på vej til kildevældet. Han har bar overkrop og bærer ingen sko. Han har ikke været på højskole endnu.

Til højre går han hjem til sine kære og det, der skal blive hans livsværk. Nu har han været på højskole. Han har fået fyldt sin rygsæk. Nu bærer han både trøje og sko. Kort fortalt er det fortællingen om danskernes livsoplysning i 1800-tallet.

Billedet ville i dag se anderledes ud: Til venstre går en ung kvinde med en kæmpe rygsæk på ryggen. Hun har fået sin eksamen, men hun er ikke glad. Hun er på vej til fitnesscentret for at optimere sin krop.

Til højre i billedet har hun glemt sin store rygsæk. Hun har fået muskler. Nu har hun en krop. Problemet er bare, at hun er tom indeni. Der er noget galt med verden. Den kilde og det træ, som hun skal næres af. Det er blevet udskiftet. Tilbage er truslen om vand overalt og træer, der vil blive fældet.

Hvordan kunne billedet i stedet se ud? Der kunne være en kvinde og en mand til venstre. Begge er de på vej. Deres kroppe er almindelige. Deres rygsække er fulde, men ikke for tunge til, at de kan bære dem. De er på vej til livets kilde. På vej ind under livstræet, der skal give dem skygge og hvile.

Under kildevældet skjuler noget andet sig. Nedenunder kilden gemmer sig nemlig et billede af den tomme grav med et kors og det danske våbenskjold på. (Den tomme grav er blevet noget overset i foredragssalen på Højskolen. Længe har den været delvist dækket af en gammeldags kridttavle. Nu er den kommet frem, når blot der ikke er lærred og power point på.) Manden og kvinden kommer ud af graven med et smil på læben. Går ud blandt andre mennesker, ud i naturen og bliver ét med verden. Hvad er det, der sker derinde i den tomme grav? De to mennesker genopstår til et liv, hvor alle er lige meget værd, har lige rettigheder og lige ansvar.

Hvad skal der ske for, at det kan blive opfyldt? Vi skal have livsoplysning. Bragt af os selv.

Vi laver firkanter med omsorg og tillid. Men firkanterne er små. Giver kun plads til vores egne. Og selvom der er omsorg og tillid indenfor vores firkanter, er der en tendens til, at rettighederne fylder mere end forpligtelserne.

Måske vi husker at gå ud blandt andre og gøre en indsats. Vi har mange foreninger i Danmark. Alene her i Ryslinge, hvor jeg bor, er der over 50 af slagsen. Godt, men også problematisk. For hvis vi alle kun mødes i en forening med dem, der synes det samme som os selv, har vi ikke forstået, hvad menneskelivet går ud på. Nemlig, at vi er til for hinanden.

Opgaven påhviler ikke skolerne alene. Den er et fælles ansvar. Og det er tid til at komme i gang.

Dronningen sagde det meget fint i sin nytårstale: "Hvis man har så travlt med at opnå det bedste for sig selv hele tiden, kan man slet ikke se, hvordan andre har det."