Ringe: Det handler om én person og en families liv og oplevelser med det danske søværn igennem tre generationer over en mere end 100 årig periode fra 1909 til 2015.
Sådan lyder beskrivelsen på et foredrag af skibsinspektør i Søværnet, Mogens Højstrup, på Ringe Bibliotek onsdag 6. februar kl. 15.
Farfar'en, Svend Åge, var i Søværnet i to år, sejlede med ubåde både indlands og udenlands. Far'en, Svend Gerner, kom i Søværnet i 1938. Han sejlede blandt andet med ubåde indtil 28. august 1943, da det danske søværn sænkede flåden. Han blev senere to gange sendt til Tyskland, for at hjemsejle tyske skibe, som Danmark havde overtaget efter krigens ophør.
Mogens Højstrup blev 1976 selv ansat i Søværnet på Holmen i København som skibsinspektør, og han fortæller også om sine egne oplevelser.
Foredraget er arrangeret af Midtfyns Senior 60+. Gratis for medlemmer, ikke medlemmer er også velkomne mod en entré på 60 kroner. Foreningen er vært med gratis kaffe og kage i pausen.