Et enkelt svirp med julemandens tryllestav, og så kom der fredag aften blus på julelysene i Ringes centrum.
Ringe: Rundt regnet det halve Midtfyn var fredag sidst på eftermiddagen samlet på Kirkepladsen i Ringe for at følge byens traditionsrige lysfest, hvor der blev sat fuldt blus på julebelysningen rundt om i de centrale gader og i juletræerne på Kirkepladsen og Torvet.
Højt hævet over Kirkepladsen i en redningslift fra Beredskab Fyn sørgede den tilkaldte julemand for at svinge tryllestaven og bane vej for en smuk optakt til den julemåned, der venter blot en uge ude i fremtiden.
Stod man i på det rette sted på Kirkepladsen kunne det faktisk ligne, at julemanden for første gang nogensinde ankom til Midtfyn i rumskib, for det kraftige projektørlys på brandvæsenets redningslift kunne nemt sætte gang i fantasien. Få øjeblikke senere blev alle dog forvisset om, at den populære rødklædte herre ikke kom fra det ydre rum, da han landede sikkert på jorden og sammen med nissemor tog hul på at vinke, hilse på og lade sig fotografere med små og lidt større fans.
November har indtil nu været en temmelig våd og grå måned, men 22. november var en velvalgt dag til folkefest og tidlige glædelig jul-ønskninger, for hverken regndryp eller urimeligt lave temperaturer kom på tværs af den hyggelige lysfest.
Med til at gøre lystændingen ekstra stemningsfuld var som tidligere år korpiger fra Ringe Kirke og nisse- og englebørn fra teaterskolen Spektaklet og musikskolen, som sørgede for fællessang og almindelig spredning af god julestemning.
Lysfesten var første store julearrangement fra Ringe Handelsstandsforening. Til december følger blandt andet den populære juleshopperkonkurrence, hvor præmier for 60.000 kroner sættes på højkant.